• Business-update: Flyselskab indfører bøde til passagerer, der ter sig åndssvagt

    Source: BDK Finans / 12 Jun 2025 07:26:18   America/Los_Angeles

    God eftermiddag, kære læser, og velkommen til Business-update! Weekenden nærmer sig, og selvom toppen af dansk erhvervsliv er på Bornholm til Folkemødet, står det danske medielandskab langtfra stille. Hermed en overflyvning over nogle af dagens vigtigste erhvervshistorier – mest fra det danske sommerland, men også et par med internationalt udsyn. God læselyst! #1 – ATP er gået glip af 555 milliarder kroner med investeringsstrategi Pensionskæmpen ATP erkender, at deres formue havde været 555 milliarder kroner større, hvis man i slutningen af 2009 havde »satset« alle pengene på aktieindeks rundtom i verden i stedet for sin nuværende investeringsstrategi, hvor obligationer fylder godt op. Det skriver Børsen ud fra et svar, ATP har givet til Folketinget, efter at beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er blevet spurgt af Rasmus Jarlov (K). ATP forvalter i dag omkring 750 milliarder af danskernes penge, og en række investeringsvalg har været med til at mindske ATPs formue med 200 milliarder kroner siden 2021. En formue, som ellers helst skal avle så mange penge som muligt til danskernes pensionstilværelse. #2 – Carlsberg tager »geværgreb« om deres klimapåvirkning Carlsbergs topchef, Jacob Aarup, har fra Folkemødet på Bornholm – sjovt nok – netop lanceret Carlsbergs nye øl med navnet Grobund. Det skriver Finans. Øllen er virkeliggørelsen af Carlsbergs 30-dobling af indkøb af regenerativ dyrket bygmalt. Det dækker over, at produktionen bygger på nye og bæredygtige produktionsmetoder. »Vi har forpligtet os til, at vi vil tage Carlsberg til net zero (CO₂-neutralitet, red.) i 2040. Og der er ikke nogen som helst sandsynlighed for, at vi kan blive en CO₂-neutral virksomhed i 2040, hvis ikke vi går ind og tager et ordentligt geværgreb omkring hele vores landbrugseksponering,« siger han fra Allinge. Jacob Aarup har tidligere forsøgt at råbe dansk landbrug op i Finans i forhold til deres klimapåvirkning og modstand over for nye måder at drive dansk landbrug på. Nu har piben fået en anden lyd. »Det er ikke længere et opråb. Det er en hyldest til dansk landbrug,« siger Jacob Aarup-Andersen. #3 – Ryanair indfører bøder til passagerer med »dårlig opførsel« Flyselskabet Ryanair forsøger nu at afskrække flypassagerer fra at te sig åndssvagt på deres fly ved at indføre en bøde på 500 pund – svarende til 4.400 kroner til passagerer, der opfører sig særligt uregerligt. Det skriver B.T. Man skal dog opføre sig temmelig dårligt, før bøden bliver relevant, bemærker flyselskabet i den pressemeddelelse, der er udsendt. Den mulighed vil nemlig kun blive aktuel, hvis en passagers opførsel tvinger flyselskabet til at sætte vedkommende af flyet. I visse tilfælde kan passagerers opførsel tvinge flyet til at blive omdirigeret – en dyr affære for flyselskabet. Hvis det sker, vil selskabet desuden rejse krav om civil erstatning mod den eller de ansvarlige passagerer, lyder det. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Boligøkonom: Her er den nye solskinshistorie på boligmarkedet Alle boligpriserne spurter afsted. Nu løber én boligtype hurtigere i provinsen end i hovedstaden og krydser et nyt højdespring. Læs artiklen her. B: Nye problemer rammer populære Tesla-modeller Slør i rat og hjulophæng udgør en sikkerhedsrisiko og betyder, at bilerne risikerer ikke at bestå et bilsyn. FDM anbefaler at få bilerne testet uvildigt, inden garantien udløber. Læs artiklen her. C: Filmgiganter sagsøger selskab bag kunstig intelligens for »bundløs plagiering« Disney og Universal har lagt sag an mod Midjourney for misbrug af masser af kendte figurer. Læs historien her. Tak for at læse med! https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-flyselskab-indfoerer-boede-til-passagerer-der-ter-sig
Share on,